Bagved mobning og seksuel chikane ligger et sadist/masokistmønster vi med fordel kan stilling til.

 

Her er et lille indblik i min egen proces med sadist/masokistmønstret.
Jeg havde i 7 år en lærerinde der hed Ellen – det er hende der “spiller” Ellen i min bog.
Ellen havde “Skolen til selvhelbredelse” hvor vi arbejdejde med de følelsesmæssige baggrunde for det vi kommer ud for i vores liv. Det var vanvittig spændende og forløsende.

Uddrag af “Det kræver en god fantasi at forestille sig at man er god nok”
2015 på eget forlag “Den Indre Alpehue”

O

Jeg læste engang O´s historie. Pauline Reage´s roman om et sado/masochistisk seksuelt forhold. Jeg var ung og ret betaget af sceneriet, og slet ikke urørt. Jeg kunne genkende mig selv i O.  Slutningen, hvor hun udsletter sig selv, fyldte mig alligevel med frysende rædsel. Jeg har slet ikke lyst til at udslette mig selv. Ellen forklarer, at sadist-/masochist-mønstret (som hun kalder det) er et mønster, der ligger dybt i os allesammen. Det dybeste og ældste reaktionsmønster overhovedet.

Jeg har bare troet, at sadomasochisme er en seksuel sportsgren og ikke andet end det. Men sadist-/masochist-mønstret viser sig ikke kun i det  seksuelle; det kommer frem i alt, hvad jeg foretager mig, og i den måde, jeg forstår mig selv på. Jeg bliver nødt til at tage stilling til min masochistiske tilbøjelighed. Både den og min sadistiske side!! Har jeg også en sadistisk side?

”At lægge skylden ud, er sadistisk; at påtage sig skylden, er masochistisk,” siger Ellen.
Sadist/masochist er to sider af samme sag, og det er skyldfølelsen, det handler om.
Min indre sadist og masochist kan virke, som om de står i hver sin lejr, men de er faktisk helt enige. De er enige om, at der findes en skyld, og at den skal placeres.

Min masochistside melder sig og påtager sig skylden og straffen. Tag mig! Jeg er ikke bedre værd, jeg er et 0. Det er helt sikkert min skyld. Sadistsiden lægger skylden ud på masochisten. Det er din skyld. ”Så hver gang jeg giver f.eks. Peter skylden for mit dårlige humør, så er det faktisk sadistisk.” ”Ja, og hvis han påtager sig skylden, så er det masochistisk.”
”Og omvendt, selvfølgelig.” ”Ja, det er et mønster, der kører ligesom mer- og mindreværd, i en vippe, og det kører inde i jer begge to.

”Det er masochistisk at være sadist,
og det er sadistisk at være masochist.”

Værs´god, den skriver vi lige på tavlen 100 gange. Her hos Ellen bliver det tydeligt for mig, hvor meget masochist/sadist, der egentlig er i mig. Jeg er, om ikke et 0, så ikke farligt meget værd i min egen opfattelse. Det giver mig negative forventninger til det meste.

”Du låser dig selv fast i forhold til at gøre noget ved din situation. Nøglen er at begynde at tage imod roserne og finde ud af, at du er god nok.” Jeg kan også sagtens sige ja til sadistsiden, hvor jeg lægger skylden uden for mig selv. Masochisten i mig undertrykker og lammer sig selv, men sadisten i mig bliver også fyldt med skyldfølelser over undertrykkelsen.

”Både Adamsiden og Evasiden ved godt inde i det lyse hoved, at det er forkert at undertrykke den ene side, og at det er løgn, at så kan den anden side leve problemfrit,” siger Ellen.

Det er jo til at få øje på, at generelt verden over og tiderne igennem har Eva været den mest undertrykte af de to. Det har låst hende fast i ikke at kunne lide sig selv. Adam er også låst fast af skyld og skam over undertrykkelsen. Nøglen til at komme ud af den suppedas er at begynde at forstå, at vi er lige meget værd og at vi skal arbejde sammen.

”Vi er lige gode om det, både sadisten og masochisten?”
”Ja, begge dele er en måde at klare skyldfølelsen på, et resultat af ikke at ville være voksen og tage vare på sit eget gode humør,” siger Ellen. Jeg tror, at jeg begynder at forstå, hvor mine og vores problemer kommer fra.

KONSEKVENSERNE AF
AT LEVE UBALANCEN UD

Når jeg er inde i sadisten, skælder jeg meget ud og synes, at det er nødvendigt.  Indimellem bliver jeg virkelig ked af den måde, jeg behandler andre på, undskylder og får heftige skyldfølelser.

Men vreden og skældud’en starter igen og igen, indtil jeg begynder at se på reaktionsmønstret.

Når jeg går masochistisk til værks, så får jeg hele tiden skæld ud. Jeg selv og andre synes, at det er synd for mig. Jeg skjuler for mig selv, at jeg i virkeligheden synes, at jeg har fortjent det. Jeg vil blive ved med at få skæld ud, lige meget hvem jeg er sammen med, indtil jeg begynder at kigge på reaktionsmønstret og tage stilling.

Det er godt at finde ud af, at det er en mekanisme, og at jeg ikke er så forfærdelig, som jeg først troede. Jeg kan begynde at slippe følelsen af at være et 0, og holde op med at give andre skylden.

Jeg skal til at sætte grænser for mig selv og sige stop, når jeg kan mærke følelsen gå i gang. Jeg skal også holde øje med de protester, der indløber, når jeg skal til at gøre tingene på en anden måde. Jeg har forstået så meget – med hovedet.

Selv om jeg synes, at jeg er årvågen over for, hvad der foregår i mig, så løber jeg også om hjørner med mig selv. ”Mens man står og holder vagt ved hoveddøren, så smutter de ind ad bagdøren,” sagde min far tit. Her er der mange døre at holde øje med.

Masochisten skal der virkelig holdes øje med. Den vil tilfredsstilles, og når en masochist kræver noget, kan den være insisterende og vedholdende. Nogle gange kan det være meget tillokkende at give efter, dyrke masochisten og blive såret. Og få en masse ”synd for” fra sig selv og andre.

LIDELSEN

Ellen kommer hen imod mig med et lilla kors skåret i flamingo. Hun kigger lystigt på mig.
”Nu siger jeg noget, jeg ved, du bliver gal over.” Hun giver mig korset med beskeden: ”Ifølge flinkeskolen er det smukt at lide.”
”Nå, ikke andet.” Jeg har ellers forberedt mig på det værste. Hende, der sidder ved siden af, begynder at grine. ”Sådan er det. Man sidder og hygger sig, og så kommer Ellen og siger ét eller andet. Så vælter alting rundt, og det er som at sidde og holde fast i et køkkenskab, hvor kopper og tallerkener hopper og danser rundt. ”
”Synes jeg, at det er smukt at lide?” ”Ja, du gør.”
Jamen, det ved jeg jo faktisk godt, ét eller andet sted. Jeg har bare set det hos andre, men selvfølgelig er jeg inde i det også. Ingen protester. Det har i hvert fald været en øjenåbner at erkende, at jeg faktisk nogen gange slet ikke ønsker at have det godt.
Tiltrækningen mod det masochistiske kan være stærk og være det, der holder mig mest tilbage for at få det godt. Jeg skal slippe min sadist-/masochist-tilbøjelighed, hvis jeg vil have det bedre. Sige farvel til den side af mig, der synes, at det er lidt fedt at lide, og som synes, at det er i orden at dyrke selvmedlidenheden.
Uden at vide det eller være bevidste om det, så har Peter og jeg fornemmet hinandens svagheder og bevidst trykket på de knapper, der provokerer. Af bare usikkerhed – hold da op. Det må stoppe nu! Det og så vores symbiosefølelser, hvor vi tager hinandens byrder og ikke længere kan kende forskel på dit og mit. Og flere andre ting også.

 

JUNGLELOVEN
Sadist/masochist er det dybestliggende reaktionsmønster i mennesket og stammer fra dengang, da vi var dyr.
Fra dengang, da vi var rovdyr og byttedyr og levede med den orden imellem os.

Jeg er ikke længere et dyr, jeg er et menneske. Jeg er et sted i min udvikling, hvor jeg skal finde ud af at fungere med ligeværd i forhold til andre mennesker. Jeg har fået en fantasi og en logik til at gøre det med. Alligevel kan jeg mærke disse rester af dyret i mig og bliver bange. Jeg bliver bange for, at det er sådan verden fungerer, og kalder min omgang med andre mennesker for jungleloven. Jeg tror, at det gælder om at æde de andre eller selv blive ædt. Men det er en misforståelse – vi skal finde ud af samarbejde, hjertevarme, helhed og at vi allesammen er i familie med hinanden.
Det er altid masochisten, det går ud over. Det er dem, der bliver syge og dør før tid. Al min eksem og min tinnitus og det hele er et resultat af min masochisme, hvor jeg påtager mig skylden og straffer mig selv. Er det sådan? Hvad så med sadisten, der gør de forfærdeligste ting; hvorfor går de så fri? Det er da ikke retfærdigt, Ellen!
”Sadisten lægger skylden ud og mærker ikke altid konsekvenserne. Men ubalancen er der stadig, og det er en misforståelse i forhold til at blive voksen over for dig selv,” siger Ellen. Vi skal allesammen mærke begge sider for at kunne forstå og slappe af over for følelsen. Så sadisten kommer også til at prøve det modsatte, medmindre man når at fatte pointen, så man ikke skal igennem hele balladen, set fra masochistsiden.

Jeg tror helt sikkert på, at den her oplysning er stærkt helbredende for mine sadist-/masochistiske tilbøjeligheder i alle sammehænge. Det skal være slut, skal det, der er jo ingen, der takker mig for mit selvplageri.

Se mere her om bogen og man kan også bestille den her.
Du bliver stillet videre ved at trykke på billedet.

 

 

 

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.