Aj, jeg har dobbelthage!

DSC00509

(Det er ikke det værste)

I anledning af det nye kamera, udnævnte jeg mig selv til festfotograf til weekendens konfirmation i Århus.
Kameraet kan zoome 63 gange – man kan komme virkeligt tæt på motivet, især hvis de sidder ved samme bord.
Jeg tog nogle flotte billeder i flotte beskæringer og begyndte stolt at vise dem rundt.
Der var almindelig beundring og en ville gå hjem og købe sig sådan et kamera selv.

Opmuntret gik jeg videre og tog nogle smukke og interessante portrætter af folk. Samme procedure – finde det bedste og vise det til modellen.
Første portræt var af en kvinde, hvis ansigt åbnede sig i vantro, da hun så billedet. – Aj, jeg har dobbelthager, sagde hun med tydelig mishag. Det gik ikke bedre med den næste kvinde og den næste igen blev bare tavs, da hun så sit protræt. Efter 3. forsøg holdt jeg kameraet for mig selv.
Ingen af kvinderne kunne lide deres portrætter. Især dobbelthager var upopulære, men man kan også være for rød i hovedet, eller håret kan være for fladt.

Jeg må lige sætte mig ned. Jeg ved det jo godt. Især vi kvinder har problemer med vores spejlbillede. Vi finder fejl og mangler og ser ikke alt det smukke og interessante i os selv. Jeg kender det så godt, jeg bryder mig heller ikke om at se mig selv på billeder.

-“Du ser kun overfladen og lægger afstand til lyset i dig med kulde” Sagde Ellen til mig engang, vi snakkede om det ikke at kunne lide sit eget spejlbillede. På det tidspunkt kunne jeg slet ikke se på mig selv i spejlet.
De her kvinder holder jeg uendelig meget af. Jeg har kendt dem siden de blev født. Jeg synes, de er alt, hvad de skal være. Jeg ser slet ikke overfladen hos dem, bare at jeg er glad for at se dem.

Senere beder jeg Peter om at tage nogle billeder, så man også kan se, at jeg har været med til festen.
Uden at tænke nærmere over det sætter jeg mig og kigger billederne igennem og får et chok – Hvordan fanden er det jeg ser ud – jeg har jo dobbelthage og mit hår er fladt og gråt. Den kjole er pinagtigt kedelig osv osv.

Jeg mærker rødmen skyde op i kinderne – jeg gør præcis det samme, stadigvæk.
Det er ikke til at løbe fra. Jeg kan heller ikke skælde mig selv ud. jeg kan heller ikke tvinge mig selv til at kunne li mig selv. Jeg må bare lade det være. Sådan gør jeg – indtil jeg gør noget andet. Fred være med det.

I smug sletter jeg lige et par af de værste.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.