Ang: De svage

Ang. de svage

Hvis man gerne vil beskytte de svage fra at tage ansvar for deres eget liv, fordi man tror, at de ikke kan bære det, så er der lige et par misforståelser, jeg gerne vil hjælpe med at opklare.

Jeg har arbejdet med personlig udvikling lige fra den dag, hvor jeg gav mig selv valget mellem at dø, eller finde nye sider af mig selv.
Jeg var rystet over, at det var mig der skulle arbejde. Jeg var lammet af rædsel over opgavens størrelse, men det gik og jeg kom videre. Det skortede ellers ikke med synd for, og masse af mennesker der troede, at jeg ikke ville klare den. Folk der troede, jeg var fortabt.
Det var kun ved, at vende ryggen til deres bekymringer, deres (helt forståelelige) uvidenhed om hvad der foregik, deres utilslørede angst for selv at ende hvor jeg sad, og henvendte mig til en, der stolede på, at jeg kunne klare det, at jeg klarede det.

Det er blevet til en erfaring, der rækker ud over mig selv og som jeg ser bekræftet gang på gang.
En erfaring der siger mig, at det er os, som vi allesammen med bedste samvittighed kalder svage, der går i gang med at sætte os selv fri. Det er os, vi ikke tiltror nogen handlemuligheder, ingen styrke, ingenting, der rykker. Det er os, vi lægger afstand til med synd for, og vi ikke for alvor har lyst til at identificere os med, der finder ud af det. Det er os, som vi nok skal fortælle, hvad vi har brug for, fordi vi kan jo ikke tænke selv, hvis vi er svage, der skaber varige og dybe livsvendinger.

Lad os bare se lidt på, hvem vi er.
Vi er flest kvinder (det svage køn). Der er efterhånden en del mænd også, men ikke nær så mange som kvinder.
Det er ikke os ”stærke”, der sidder der. Det er ikke os der fungerer, eller os der klarer kravene, har succes, har magten, berigere sig på andres bekostning, eller gør os gode på samme, der sidder der.
Vi skal langt længere ned mod bunden for at finde deltagerne.

Det er os der er undertrykte, syge, truet på livet, for hvem alt er gået i stykke, som har været udsat for ulykker, depressioner, druk og narko, dødsfald, overgreb, stress, opgivet af systemet, fængsler, vold, mobning osv.
Det er os, der lever under en angst, der lammer os, som sad vi med en pistol for panden.
Det er os, der lever under familieforhold, der minder om at bo i et mellemøstlig land i talibanbelejring, med en psykopat som nærmeste familie.

Tro mig, en bevidst personlig udvikling er sjældent første valg. For det meste skal vi være ufattelig pressede, før vi går igang. Tit prøver vi alt muligt udenfor, inden vi vender os mod os selv. Det kan være en rystende oplevelse at kigge på, hvordan man egentlig behandler sig selv. De fleste viger tilbage. Nogle vil hellere dø.

Vi skammer os ofte. Rigtig mange af os kommer med en opfattelsen af at vi ved at beskæftige sig med os selv og prøve at redde os selv (fordi ingen andre gør det) er navlepillende, egoistiske og tænker alt for lidt på andre. For de flestes vedkommende, er det den anden vej problemet er opstået. Vi har lyttet så lidt til os selv, sat andres mening langt højere end vores egen, vi har ladet os misbruge i alle mulige sammenhænge, privat og på jobbet. Vi har vendt ogdrejet os, strakt os udover alle grænser, fordi vi hele tiden hører en indre stemme kalde os for egoister. Vi har troet på, at det var rigtig at vi var svage og uden muligheder.

Vi er hverken svage eller stærke, fordi vi går i gang. Vi skal hverken op på en piedestal eller ses ned på.
Vi har bare fået nok. Og igennem arbejdet og for hvert skridt vi tager ud i lyset, opdager vi, at ansvar er ikke noget vi får eller tager, det er noget vi har.
Uanset hvor langt vi kommer og kan komme af den vej, så ændre verden sig sammen med os mens vi går. Så finder vi ud af, at det er muligt at vende en ”pløkumulig skæbne” til et liv med mening og bevægelse i følelserne. At ingen overhovedet i hele verden er fortabte.

Det arbejde har jeg set masser af mennesker lave. Jeg har set folk der var ved at dø, uden besvær bære ansvaret for sig selv og fået nye verdner ud af det. Jeg siger det, for hvis du tror, at mennesker på bunden af livet ikke også rummer resourcer, så tager du grundigt fejl.

Ved at stemple os selv og andre som svage og dermed uden mulighed for at gøre noget ved vores egen situation, er vi i fare for at optræde formynderiske, bedrevidende og glemme at samarbejde. Vi er med til at fastholde os selv og hinanden i magtesløshed og manglende tro på os selv, og så går det tjept ned ad bakke.

Heldigvis letter det rundt omkring og det er blevet meget mere acceptabelt, mindre skamfuldt at kigge indad og flere og flere går igang med at forstå sig selv, uden at være døden nær. Det er det skal til.
Om vi selv vil arbejde på den måde, er en anden sag.
Vi bestemmer 100% selv hvad, hvornår og hvorfor, og har også ansvaret for det.

Nogen får aldrig brug for det, andre har brug for det i en periode. For mange og også for mig er det blevet en måde at leve på, at være opmærksom og leve livet vågent, så vi ikke pludselig finder os selv i saksen igen.

Jeg snakker højt om det, fordi der sidder nogen derude, som kan bruge mine erfaringer og det må de gerne. Jeg håber det når dem. Jeg vil gerne hjælpe.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.