Ligeværd – hvem tror på det?

– Vi ér ikke lige meget værd! Dalai Lama er i hvert fald mere værd end dig. Min ven så triumferende på mig. Så kom de andre gæster ind i stuen, og jeg fik ikke spurgt ham om, hvilket af hans tre børn, han så mente er mest værd.

Vi er allesammen lige meget værd. Hvem tror på det? – ikke ret mange, vil jeg mene. Vi har vist allesammen svært ved at forstå, at vi allesammen til syvende og sidst er lige meget værd. De fleste af os kan sikkert lave en liste over dem, vi anser for at være mere eller mindre værd end os.

Der er f.eks mennesker, jeg synes betyder mere end mig, og der er mennesker, jeg ser ned på. Sådan føles det at være inde i mer- og mindreværdsfølelsen. Ligesådan er der mennesker der synes jeg og min mening betyder mere end dem og deres, og der er nogen, der synes jeg og min mening ikke betyder noget særligt.

Jeg kan sagtens få øje på mit eget mindreværd. Det har f.eks. altid provokeret mig dybt, når nogen henvender sig til Peter om noget, der vedrører os begge. Som om, at hvis vedkommende skal have et ordentligt svar, så skal det komme fra Peter. Det har faktisk altid provokeret mit mindreværd, så det stod i lys flammende lue.

Da jeg begyndte arbejdet med mig selv, syntes jeg bestemt, at Peter var mere værd end mig og jeg var frådende rasende indeni over ikke at føle jeg var noget værd.
Et godt stykke henne i arbejdet, begyndte det at stå klart, at Peter faktisk havde det på samme måde som mig, bare omvendt. Han havde også mig på en piedestal og også ligesom mig, havde han sat så mange andre der op.

ligeværd 1 copy

I dag har jeg totalt købt, at vi er lige meget værd.
At vi er her på jorden for at lære at være glade for sig selv, lære at samarbejde og mærke familiefølelsen og holde op med at slås med os selv og hinanden.
At maskulin og feminin skal bruge deres forskelligheder til at få perspektiv og handling på de problemer vi står i og arbejde sammen om at løse dem.

 

I dag er det tydeligt for mig, at mer- og mindreværdsmekanismen er vi allesammen er inde i og vi allesammen sætter andre eller andet op på piedestaler.

Det er også tydeligt at se, at det første der sker, når vi går ind i mindreværdet, er at så ryger samarbejdet først og fremmest.

Vi læner os tilbage og overlader ansvaret til dem, vi så har bestemt betyder mere end os. Vi begynder at krybe og sælge ud af os selv, eller vi begynder at skælde ud og slå fra os. Til sidst gør vi i krig, for at forsvare os. Det er er skruen uden ende, indtil vi gennemskuer illusionen.

I starten var jeg gal over at få at vide, at jeg var lige så meget værd som alle andre. Hvor skulle jeg nu gøre af mit raseri over ikke at betyde noget. Jeg kunne ikke længere give andre ansvaret for mit dårlige humør og så bagefter skælde dem ud for ikke at løse opgaven til min tilfredshed.

Svært, fordi jeg ikke var vant til at tale og handle udfra en forståelse af at være lige så meget værd som dem, jeg havde sat på piedestalen.
Det var grænseoverskridende og angstprovokerende, fordi jeg blev bange for det ansvar der følger med. Det føltes ensomt, at skulle tage ansvar.

I lang tid blev jeg hængende i mine mindreværdskomplekser, faktisk indtil jeg begyndte at forstå, at præmien for at slippe dem, var højere end ved at holde fast.

Det bedste for mig, ved at begynde at slippe mindreværdsfølelsen er, at samarbejdet i familien fungerer og vi ikke længere bruger tid på at være sårede, skændes og bekrige os selv og hinanden, men hjælper hinanden, med hvad vi nu gerne vil lave her i livet.
Jeg lytter mere til alle mulige, og ikke kun til dem jeg ser op til.

Det bedste er også, at jeg kan begynde at se, resultaterne af arbejdet i det jeg gerne vil her i livet. Jeg får lavet så meget af det, jeg gerne vil. Male og skrive f.eks i stedet for at sidde og kigge langt efter det.

Det er stadig et stykke arbejde, der foregår stort set hver dag. Trangen til at give andre skylden og føle mig ansvarsfri ligger der og lokker, men jeg har været i den suppe og selvom det trækker, er jeg – klog af skade, god til at vende ryggen til den fristelse.

Jeg tror på, at jeg, Peter og hvert eneste menneske skal gennemskue de følelser, og på den måde finde ligeværdet i vores eget liv, imellem de mennesker vi nu er iblandt. Vejen er tit snoet, ufremkommelig og mudret i starten, men hen ad vejen bliver det nemmere og nemmere.

Kærlig hilsen Britta
Ligeværdsvejleder

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.