Mig og Terroristen

Det var midt i halvfemserne, at jeg opdagede at terrorister er helt almindelige mennesker med navne og ansigter. Mennesker med en barndom, med skoletid, familie og venner. 

Det var der jeg opdagede, at terroristen altid har en helt privat og følelsesmæssig grund til at begå terroren. At det aldrig handler om hverken religionen eller politikken, i hvis navn de udføre den i. Aldrig.

Det handler om følelser, det handler om sårbarhed. Sårbarhed som i, – angsten for at føle sig såret. Når vi er sårede vokser terroristen frem i os.

Vi terroriserer os selv med angsten for ikke at være gode nok, og ikke være værd at elseke. Vi terroriserer os selv med, at vi er betydningsløse, uden ret til livet, at være nederst i hierarkiet. Vi føler os skyldige over ikke at slå til, bliver rasende på os selv, hader os selv for ikke at være gode nok.

Vi flytter årsagen uden for os selv, peger en synder ud og drømmer om hævn. Vi drømmer om at skyde igen, slå tilbage, terrorisere, smadre, gøre regningen op. En retfærdig hævn, som skal knuse dem der nedgør os. Nogen skal lide og dø, så kan de lære det kan det, kan de.

Vi flytter årsagen uden for os selv, peger en synder ud og drømmer om hævn. Vi drømmer om at skyde igen, slå tilbage, terrorisere, smadre, gøre regningen op. En retfærdig hævn, som skal knuse dem der nedgør os. Nogen skal lide og dø, så kan de lære det kan det, kan de.

Men der er bare det ved det, at hævn aldrig heler noget som helst. Der er bare det ved det, at blive såret ikke er noget der kommer udefra, uanset hvordan vi bliver behandlet. Sårbarhed er en proces indeni os. Det er en følelse vi selv aktivt går ind i, når vi bliver bange for ikke at slå til.

Vi har allesammen “evnen” til at blive såret og bide fra os eller begynde at krybe. Det er kun et spørgsmål om, hvor langt ind i følelsen, vi går.

Terroristen er ved endestationen, inde i sårbarhedsvreden, hvor der kun er død destruktion og ødelæggelse er tilbage som værn imod selvhadet.

Hvis vi ikke vil kendes ved vores egen sårbarhed og hævnfølelser, kan vi aldrig komme til at forstå, hvad der driver os selv og andre når vi inspireres af vores sårede følelser.

Vi træffer på den hos os selv og hinanden hver eneste dag. Jeg har mindst ti eller flere episoder hver eneste dag, hvor jeg opfatter eller jeg kan se andre opfatter og tolker noget der bliver sagt eller gjort som sårende.

Her kommer et dugfriskt eksempel fra hverdagen:

I går var jeg ude og spille.
Jeg var indstillet på at starte stille og roligt. Pianisten tog føringen og sagde. Vi starter med tempo på i dag, og de andre var bare sådan ok og gik i gang, – men jeg stejlede. Nu havde jeg lige bestemt.

Saxen gik ud i rummet for at høre om balancen var i orden, kom tilbage og sagde. Du kan godt spille lidt højere Britta.

Jeg tøjlede min sårethed og sagde til bassisten, som står for knapperne på forstærkeren. – Jeg synes, at du skal skrue lidt ned, man kan ikke høre trommerne.

Bassisten spurgte saxen om vi var for høje. Han sagde nej, og så var den diskussion bragt til standsning.

Jeg begyndte at koge indeni. Vreden tog fat, sårbarheden tog fat. Fandme om jeg vil spille højere. Men mit ord har tydeligvis ingen betydning. Ingen retter sig efter mig. Vi retter os efter saxen, efter pianisten, men ikke efter mig åbenbart!

Jeg følte mig forkert og overset. Sårbarhedsvreden voksede indeni og jeg lagde mit selvhad ud på bandet. Det var dem, der er galt på den..
I et splitsekund tænkte jeg – jeg gider ALDRIG spille med dem mere.

Når man er såret, bliver man seriøst selvhøjtidelig, humør og ikke mindst evnen til at overskue situationen forsvinder som dug for solen.

I gamle dage, da jeg gav vreden ret, kunne jeg finde på at tage et par tykkere stikker og så spillet arrigt og højt, som straf. Bandet er tvunget til at følge med niveauet, sådan er det bare. Jeg har mange gange kigge på et forskrækket orkester, som bare kunne se mig terroriserer og smadre mig vej igennem.

Dårlig ide!! Ingen terror tak!
Pludselig kunne jeg se ødelæggelserne for mig. Dårlig stemning, dårlig musik, forvirret publikum, mig uden orkester. Jeg skulle lige igennem såretheden over, at jeg ikke har ret til at sprede ødelæggelse, bare fordi jeg er vred.

Jeg gav mig selv i stedet ret til at blive i min opfattelse af musikken, uanset hvad andre må mene og så forlod vreden mig øjeblikkelig.



Jeg gav mig selv i stedet ret til at blive i min opfattelse af musikken, uden at være påståelig. Uanset hvad andre måtte mene og så forlod vreden mig øjeblikkelig.
Foto: Anja Lundsgaard


Jeg spiller bare stille og roligt, når nu det føles bedst. Ok, så er jeg lav derude, men ved jo godt, at det hele retter sig, når vi har spillet nogle numre. Hvis jeg slapper af, så ender vi med at spille sammen.

Jeg ved ikke om min sårbarhed havde nået at sprede sig som dårlig stemning andre steder end i mig, men den gode stemning kom tilbage.

Klarinetten vendte sig om imod mig mellem femte og sjette nummer og spurgte. – Har jeg forresten fortalt den her vittighed?
Jeg var helt lettet. Jeg har heldigvis stadig mit gode gamle humørfulde og velsvingende band igen. 

Jeg skriver om sårbarhedsvrede fordi den nu som altid er aktuel. Fordi vi ønsker at udføre hævn hver dag i større eller mindre grad. Jeg skriver om det, fordi vi bliver nødt til at vide noget om de følelser, som styrer os.

Jeg skriver om det fordi, man aldrig har ret, når man er inde i sårbarheden. Vi er altid gode nok, uanset hvad andre siger. Vores gode humør kan de ikke tage, medmindre vi giver dem lov.

Fordi en sagde forleden dag. – Du bliver nødt til at komme med nogle eksempler, så vi kan forstå, hvad du mener.

Vær så god! Et eksempel lige trukket ud af den skinbarlige hverdag. Frisk fra fad!

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.