Skyld og straf

Findus og jeg er færdige med ”Borgen” Det sidste afsnit indledes med ordene. Alle kan klare modvind; vil du teste et menneskes karakter, så giv det magt. Abraham Lincoln. Det lyder umiddelbart klogt. Det er ihvertfald aktuelt, men det er, som jeg ser det, i høj grad et udtryk for, – at vi generelt har det nemmere med mindreværd end med mereværdsfølelser. Vi anser mindreværd for at være en del af livet, mens mereværdsfølelser, magtmisbrug og den slags er et specielt karaktertræk. Og ikke et af de pæne.

Der er ikke meget, der har optaget mig så meget i mange år, end at formidle, tale og skrive om sammenhængen mellem mere- og mindreværdfølelserne og hvordan de udspiller sig og hvilke konsekvenser de har – lige fra nedgroede negle til ulighed, fattigdom og krig.

Jeg taler og skriver om, hvordan de hænger sammen som en vippe og altid er tilstede i samme sind i samme nu. Hvordan vi ikke kan undslippe den ene, når den anden er til stede. Hvorfor det er misforstået, at det ene er bedre end det andet.

Det samme gælder når vi taler om magtmisbrug. Så skal vi nemlig have øje på et andet interessant menneskelig psykologisk mønster, der hedder masochist-/sadistmønstret. Masochist-/sadistmønstret handler om, hvor vi placere vores skyldfølelse over ikke at føle os gode nok.

Hvem skal have skylden for vores mindreværdsfølelser? Der findes faktisk ikke nogen grænser for, hvor vi kan placerer den – skylden altså. Indeni os selv eller udenfor – det spiller ingen roller. Vi kan lægge den her og der og alle vegne – men den starter altid inde i os som en skyldfølelse og det er her den hører til. Det er her den skal behandles.

Masochist-/sadistmønstret handler om skyld og det handler derfor også om straf. Skyld og straf går hånd i hånd – og man går straks i gang med at fordele. Magtmenneskers måde at agerer på med at bruge andre som det lyster dem, er ikke et karaktertræk, det vil hjælpe at straffe for.

Magtmisbrug i alle dens afskygninger er en en konsekvens af en mindreværdsfølelser. At man finder sig i misbruget, er resultatet af nøjagtig samme mindreværdsfølelse.

At kalde magtmennesket for en bøddel og den magten går ud over for et offer, forhindre os bare i at se det psykologiske mekanismer og mønstre der udspiller sig i relationer med ulighed. Når vi forhindre os selv i at se virkeligheden, hopper vi selv med på ubalancen.

Vi uddeler straf til dem der udøver magtmisbruget og synd-for til den det går ud over. Det hele bliver en sump af skyld og straf og med ondt skal ondt fordrives.

At mekanismerne foregår hos os selv, er tydeligt fordi vores vrede og sympati kan svinge på et splitsekund. Den der først var offeret, kan lynhurtigt blive udråbt som bødlen, f.eks. når det får konsekvenser for misbrugeren, bliver fyret eller hængt ud. Så vender stemningen, som vi siger.

Vi diskuterer, men kan ikke engang blive enige om, hvem der er offeret, for det ser forskelligt ud for os allesammen. Det sker næsten hver gang, prøv at lægge mærke til det.

Vi har kun to muligheder for at løse gåden om ulighed, magtmisbrug og de lidelser der altid følger med. Vi kan forstå, hvordan den udspiller sig, og vi kan se sammenhængene. Eller vi kan blive ved med at udleve følelserne som robotter, uden at tage stilling.

Så længe vi udlever masochist-/sadistmønstret ureflekteret, har vi ingen mulighed for at løse problemet, så det virkelig forsvinder. Så er vi henvist til skyld og straf metoden, selvom vi godt ved, at det ikke virker og aldrig har virket. Det findes der simpelthen mange og lange rapporter om.

Det er gammeldags, og vi må forlange noget mere af os selv nu om dage, end at uddele tørre tæske eller synd-for som medicin. Skal vi ud over den gamle rå facon at løse mere- og mindreværdsproblemet på, må vi erkende vores egne sadistiske sider, der driver os ud i at overskride andres grænser.

Samtidig må vi anerkende vores egne masochistiske sider, hvorigennem vi forlanger af os selv, at vi må finde os i den grænseløse adfærd. Begge sider løser sig på en gang, når man har set og genkendt sig selv i det spejl.

Arbejder vi med vores selvbillede på den måde, sætter vi os selv fri – smider åget af skyldfølelser og skam – og så kan den egentlige helbredelse begynde. – det er ingen skam at være mennesker, at have følelser og at tumle rundt i dem.

Vi er allesammen lige meget værd – alt andet er tolkninger, vi laver, når vi er inde i mere- og mindreværdsfølelserne og usikkerheden om, om vi er gode nok som vi er. Så næh Lincoln og DR – der er kommet en ny og mere åbne måde at forstå os selv på.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.