En verden uden kunst og fortællinger er en verden uden mulighed for menneskelig udvikling

Åbningstale ved ”Sydfynske Billedmagere” på Vestermarksskolen i Vester Skerninge lørdag d. 30 Januar 2016

Det er dejligt at se så mange udstillere på samme sted, og at der er så mange der beskæftiger sig med billeder, keramik og skulptur herned i det sydfynske.
Dejligt, at så mange mennesker har noget på hjerte.

Jeg kom lidt tidligt i dag og gik rundt og kiggede på billederne. Ud for et af klasseværelserne mødte jeg en af kunstnerne Jørgen Hinke, som hilste høfligt og sagde -Velkommen til eliten, og slog ud med hånden. –Tak, sagde jeg lidt forundret. Er det malerne her du kalder eliten? -Ja, sagde Jørgen Hinke. Det er eliten der er samlet herude. Eliten gør hvad der passer dem. De maler, hvis de har lyst til det.
Ja, det forstod jeg lige på stedet. Det er jo det, min tale i dag skal handle om.
Om, hvordan og hvorfor man skal giver sig selv lov til at udtrykke sig.

Jeg voksede op i 50´erne 60´erne i Århus, og der var der ikke mange der beskæftigede sig med kunst og slet ikke almindelige mennesker som mig og mine.
Dengang havde jeg en klar opfattelse af, at en kunstner var særligt udvalgt.
Gud havde langet en pegefinger ned gennem skyerne, plantet den i panden på nogle helt specielle mennesker og valgt dem til opgaven. Den finger havde jeg aldrig følt. Jeg opfattede ikke mig selv som tilhørende nogen som helst elite.

Jeg spekulerede mere på, hvordan jeg kunne rette mit uregerlige sind ind, så det kunne komme til at passe til den forestilling (mareridt) jeg havde om, hvem jeg burde være. Og jeg havde mange forestillinger – mest noget med et kontor, for det var normen dengang.
Jeg havde dog masser på hjerte og beskæftigede mig alligevel med kunst. Jeg lavede musik i mange år, samtidig med at jeg ikke følte, at jeg havde rigtig lov. En morgen vågnede op med en voldsom tinnitus, som øjeblikkelig satte en stopper for min musikalske karriere.

For at gøre en lang historie meget kort, så endte den nedtur med, at jeg forstod nogle nye ting om mig selv. Det tog nogle år og et møde med et andet menneske, der hjalp mig til en bedre og mere positiv forståelse af mig selv og af kunsten.

Hun fortalte mig ting om mig selv og om kunsten, som jeg ikke anede noget om.
Feks.
At ingen mennesker er udvalgt specielt til noget som helst. Man skal vælge og selv give sig lov. Hvis man har brug for at føle sig specielt udvalgt, er det bare fordi, man ikke tør stå ved sit valg.
At kunst er, når sjælen fortæller om, hvordan det føles at være et menneske.
At det er vigtigt, at vi tager os selv alvorligt og fortæller om det vi har på hjerte.
At det er meningen, at jeg skal lave det i mit liv, som giver mig glæde.

At kunst er når sjælen fortæller om, hvordan den oplever det at være menneske, blev en kunstnerisk frisættende definition for mig og den har jeg arbejdet efter siden.
Jeg skal ikke kigge efter andres kunst eller hvad der er in. Jeg skal fortælle om, hvordan jeg oplever det at være menneske, og jeg oplevede meget i den retning, så det var bare om at komme igang.

Bordet fanger og nu var kunsten ikke længere noget jeg kiggede langt efter, men noget som krævede noget af mig. Kunsten blev en læremester og sådan er det med kunsten.
Den lærer mig at blive mig selv, i stedet for at være som alle andre. Jeg kan ikke skjule mig som kunstner. Jeg må vise mig med styrker og sårbarheder. Det er kunstens styrke.

Kunsten lærer mig at være nærværende.
Når jeg er fraværende kan jeg ikke lave kunst. Det kan jeg måske godt, men så bliver det også derefter.
Kunst tager sin tid. Den tager sin tid til fordybelse, omtanke, skifte gear, finde andre strenge at spille på. Den tager sin tid til at vække undren, at finde løsninger, til at lære og til at reflektere.

Jeg lærer at tage inspirationen alvorlig. Alle ved, at inspirationen oftest kommer som glimt. Som kunstner gør man sig ansvarlig for at tage sig af disse glimt og udvikle, vende og dreje dem indtil der kommer et værk ud af det.
Jeg må forholde mig åben og modtagelig som kunstner. Jeg må tænke løsninger, blive kreativ, se muligheder, slippe kontrol og anlægge nye synsvinkler. Jeg udvikler egenskaber udover analytisk og lineær tænkning. Jeg lærer at rumme og takle det uforudsigelige og spontane.
Igennem udvikling af ideer, lærer jeg at improvisere, at gå med på ideer og ikke lukke af. Åbenhed og indføling dannes af den vej, og det er da ikke så lidt.
Når vi oplever og lader os gribe af andres kunst, genkender vi vores egne afviste tanker, og indser, at verden er større, rigere og dybere end vi vil være ved til daglig. Kunst er følelsernes sprog og i kunsten kan vi holde vores inderste ud fra os selv og få nye perspektiver på. Vi kan fortælle hinanden om vores håb, drømme og værste mareridt og i kunsten kan vi dele det at være menneske. Det er den måde kunst berøre os på.

Men kunst betyder ikke kun noget for den enkelt i sit eget liv, det betyder også noget for helheden, for os allesammen.

Vi mennesker har fået gaven til at kunne reflektere og udtrykke os og det er det der adskiller os fra dyr og planter og gør os til mennesker og det er en gave vi har fået med os, en gave vi har fået for at bruge.
Kunsten skaber et grundlag for den refleksion.

En verden uden kunst og fortællinger er en verden uden mulighed for menneskelig udvikling. I lande hvor kunsten undertrykkes, ensrettes og censureres, står den menneskelige udvikling også i stampe. Uden mulighed for refleksion, lever vi de selvdestruktive følelser direkte ud gennem undertrykkelse, underkastelse og krig.
Sådan fungerer totalitære stater og diktaturer.
Det er igennem reflektionen vi kan bevidstgøre os om os selv og hinanden, forstå os selv og andre, udvikle os og tage ansvar. Det er gennem reflektionen, at vi opdager betydningen af vores følelser, tanker og handlinger.
Det er igennem reflektionen, at vi kan opdage, at det vi gør betyder noget.
Vores følelser, tanker og handlinger betyder noget for os selv i vores eget liv, det betyder noget for dem, der er omkring os og det betyder noget for helheden – os allesammen.
Når vi ikke tror vi betyder noget, tager vi ikke noget ansvar. Når vi opdager, at det gør, så begynder vi at tage det, ansvaret.
En helt almindelig udvikling, som hvert eneste menneske skal igennem. Det kaldes også at blive voksen.

Så kære udstillere
I dag kan vi fejre endnu en åbning, endnu et stort antal af deltagere, af fortællere af vores allesammen historie.

Vi kan fejre, at samtalen, fortællingen, muligheden for at blive klogere på os selv og hinanden eksisterer i allerbedste velgående her i Vester Skerninge i disse dage.

Vi kan fejre, at vi der har noget på hjerte – kan udtrykker os frit og dermed er med til at dele noget af det allervigtigste. – vores fortællinger.

Vi kan fejre, at vi som kunstner bruger vores arbejde til – uanset hvad vi fortæller og hvordan – er med til at skaber et fundament for en refleksion og i sidste ende en åbenhed imellem os mennesker, som i bedste fald fører til bevarelsen af et frit samfund.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.